Under hele denne corona situation, har jeg fået lidt ekstra tid, da jeg er en af dem der er hjemsendt grundet lukning af arbejdsplads. Det er begrænset for hvor meget oprydning der kan bruges tid på, samt hvor meget motion du lige kan dyrke hver dag. Derfor har jeg taget en dag ud af kalenderen til at nørde nye opskrifter, afprøve dem og tage billeder, så de kunne komme ind her på siden
Det er der kommet denne opskrift ud af. Jeg har brugt opskriften på bønnebøf som inspiration, men i stedet valgt linser som hovedingrediens og tilsat æg. Derved får “dunserne” en mere fast konsistens. De kan sagtens spises kolde og bruges til madpakker, til næste dags frokost eller fryses ned. Opskriften passer til 4 personer og jeg fik 13 frikadeller ud af portionen. Som tilbehør fik vi broccolisalat og ovnstegte kartofler.
Her er hvad du skal bruge
- 200 g rå røde linser, koges efter anvisning på posen
- 100 g rå løg, fintrevet
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 100 g gulerod, fintrevet
- 1 bundt persille, hakket
- 2 æg
- 8 spsk. hvedemel
- 8 spsk. havregryn
- 1 tsk. spidskommen, paprika og chiliflager
- Salt
- Olie til stegning
Alle ingredienser blandes til en jævn masse og stilles på køl en halv times tid. Steges på en pande med lidt olie, til de er gyldne og sprøde på begge sider. Velbekomme!
Næringsberegning pr. 100 g: Energi 147 kcal, Protein 8,74 g, Kulhydrat 21,7 g, Fedt 2,24 g, Kostfibre 1,63 g