Salater & tilbehør

Salater og tilbehør

Rødkåls salat med appelsin og valnødder, 6 pers.

  • 400 g rødkål, fintsnittet
  • 3 spsk. hindbær eddike (eller anden frugt eddike)
  • 2-3 appelsiner, skåret i fileter
  • 75 g valnøddekerner, ristet og grofthakket
  • 1 spsk. flydende honning
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt og peber

Rødkålen vendes med eddiken og står og trækker 1-2 timer. Appelsiner og valnødder blandes i. Der røres en marinade af honning og olie og smages til med salt og peber. Marinaden vendes i salaten. Til slut pyntes salaten med eksempelvis appelsinskiver og granatæble.

Tip! Sådan laves fileter ud af appelsin: skær top og bund af og derefter skæres skrællen af siderne på appelsinen. Nu kan du se hvor hinderne er. Du skærer nu med en skarp kniv på hver side af hinderne, så du får fileterne fri. Hvis der er saft derfra, kommes denne i salaten.
Gå til toppen


Nudelsalat, kold, 2 pers.

  • 100 g rå nudler
  • vand med salt til kogning
  • 2 skiver ananas, skåret i tern (dåse eller frisk)
  • 1 peberfrugt, skåret i tern
  • 1/2 broccoli i små buketter

Marinade:

  • 3-4 spsk. sød chilisauce
  • 1 tsk soya
  • 1 spsk. rapsolie
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 1/2 frisk chili, finthakket
  • Salt og peber

Nudlerne koges efter vejledning på posen og køles af. Marinaden blandes, smages til og vendes nu sammen med de kolde nudler og grøntsager/ananas. Server evt. ekstra chilisauce ved siden af.
Gå til toppen


Salat med kikærter og feta. 1 pers.

  • 150 g kogte kikærter eller fra dåse
  • 1-2 håndfulde salatmix
  • 6-8 cherrytomater
  • 50 g feta eller salattern
  • Kerner fra granatæble til pynt

Det hele blandes og pyntes med granatæblekerner. En olie/eddike dressing kan bruges hvis der ønskes dressing til.
Gå til toppen


Tripple bønne salat, 2 pers.

  • 1 ds. bønner, kidney, hvide, sorte eller black eye
  • 50 grønne bønner; harricot vertes
  • 50 g edamame bønner (soyabønner)
  • 1/2 rødløg, små tern
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1/2 tsk. citronsaft
  • Salt og peber

De grønne og edamame bønner gives et hurtigt opkog og køles af. Dåsebønnerne hældes i en sigte og skylles. Dressing af olie, sennep og citron røres sammen og smages til med salt og peber. Bønner og løg blandes og dressingen vendes i. Står og trækker en times tid på køl.

Der kan bruges tørrede bønner i stedet. Følg tilberedningsanvisningen på posen. Hvis du ønsker en mere mættende salat, kan der blandes kogt quinoa, bulgur eller ris i.

Gå til toppen


Coleslaw med rødder, 4 pers.

  • 400 g hvidkål, fintsnittet (du kan også bruge spidskål)
  • 100 g pastinak, fintsnittet (kan udelades, hæv evt mængden af en af de andre grøntsager)
  • 100 g gulerødder, fintsnittet

Dressing

  • 200 g skyr naturel eller fraiche 5%
  • 30 g mayonnaise
  • 3 tsk rørsukker
  • 1 1/2 tsk. Dijon sennep
  • 1 tsk balsamico
  • salt og peber

Alle ingredienser til dressingen røres sammen og smages til med salt og peber. Kål og rødder vendes i og det står og trækker en times tid på køl inden servering.
Gå til toppen


Perlebyg salat med rodfrugter og chili, 1 pers.

  • 50 g rå perlebyg
  • 50 g gulerod, tern
  • 50 g pastinak, tern
  • 1/2 rød chili, finthakket (uden kerner)
  • 1 håndfuld persille, hakket
  • 1/2 tsk spidskommen
  • 1 spsk. olie
  • Salt og peber

Perlebyg koges efter anvisning på posen og køles af. Gulerod og pastinak vendes i olie og bages i ovn ca. 10 min ved 220° eller indtil de har fået lidt farve og der stadig er bid i dem. Når de er kølet af, blandes de med perlebyg, chili, persille, spidskommen og smages til med salt og peber. Lidt olie kan evt. vendes i salaten hvis du synes den er for tør.

Salaten kan bruges som tilbehør til ovn eller stegeretter. Eller som vegetarisk ret, (der skal mængden så nok justeres lidt op, hvis  du skal blive mæt).
Gå til toppen


Råkost med gulerod og rødbede, 1 pers.

  • 50 g gulerod, revet
  • 50 g rødbede, revet
  • 15 g tranebær
  • 20 g feta i tern
  • 1 spsk. olie
  • 1/2 spsk. eddike (frugt eller balsamico)
  • salt og peber

Gulerod, rødbede, tranebær og feta blandes. Olie og eddike blandes og der smages til med salt og peber. Dressingen hældes over råkosten.
Gå til toppen


Broccoli couscous, 4 pers.

  • 1 broccoli delt i mindre stykker (brug også stokken eller det meste af den)
  • 1 rødløg, groft skåret
  • 50 g ærter, frost eller friske
  • 1 fed  hvidløg (kan udelades)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 20 g pinjekerner/jordnødder/mandler
  • Salt og peber

Start med at koge vand til en hurtig overhældning på broccolibuketterne. Derefter kommes de i koldt vand, tages op og drypper af. Nødderne kommes på en varm tør pande og ristes gyldne for at trække mere smag ud af dem. Når broccolien er kølet af, kommes den i en foodprocessor sammen med løg, ærter, hvidløg og olie. Det hele køres til det har konsistens som couscous (grynet). Smages til med salt og peber. Ved anretning pyntes med nødder/kerner.
Gå til toppen


Jordskokkesalat med æble og ingefær. 1 pers.

  • 2 store jordskokker, skrællet og i tynde skiver jordskokke salat
  • 1 æble, i både
  • 1 lille hjerte salat eller andet slags, snittet
  • 1 spsk. rapsolie
  • 1/2 spsk. æble eddike eller anden slags
  • 5 g ingefær, finthakket
  • salt og peber

Salaten blandes og der laves en dressing af olie, eddike og ingefær. Denne hældes over salaten og et lille drys salt og groft kværnet peber kommes over ved servering.
Gå til toppen


“Bønnefritter” 1 pers. 

  • 200 g optøede grønne bønner
  • 1 spsk. olie
  • salt og peber

Bønnerne vendes med olie, salt og peber og bredes ud på en bageplade med bagepapir. Bages i ovn ved 180° i ca. 15 min eller til de har fået lidt farve.

TIP! kan serveres til al slags kød og fisk.
Gå til toppen


Tappanade med rød peber og valnødder ca. 4 pers.

  • 2 røde peberfrugter
  • 40 g ristede valnøddekerner (ristes på en tør pande eller i ovn)
  • 1/2 citron, saften derfra
  • lidt salt

Peberfrugterne deles i halve og frøstol/kerner fjernes. De lægges nu med skindsiden opad på en bageplade med bagepapir. Bages i ovn ved 250° i 15 min ( de bliver sorte, men det pilles af senere). De tages ud og nu lægges der først et lag bagepapir over og derefter et viskestykke over. Nu står de og køler af i mindst 20 min. Skindet pilles af og alt blendes til ensartet masse. Stilles på køl til den skal bruges.

TIP! Tappanaden kan bruges som dip til grøntsager, eller på ristet brød.
Gå til toppen


Hummus, ca. 2 pers.

  • 100 g tørrede kikærter
  • 1/2 l grøntsags bouillon
  • 1-2 spsk. tahin
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 tsk. stødt spidskommen
  • 1-2 spsk. citronsaft
  • Ca. 1 dl af kogevandet(bouillon)
  • Salt og peber(evt. cayennepeber)

Kikærter lægges i blød i rigelig vand natten over i køleskab.

Iblødsætningvandet kasseres og kikærterne koges i bouillon til de er helt møre og bløde, ca. 1 time til 1 1/2 time. Kikærter blendes med de øvrige ingredienser i foodprocessor eller i blender, der justeres med bouillon til den ønskede konsistens. Smages til med salt og peber. Hummus kan evt. dryppes med lidt olivenolie ved servering.

Serveres med pandebrød, pita eller flute. En topping af tomat, agurk, peberfrugt og rødløg smager godt til.

TIP! I stedet for kikærter kan tørrede bønner også bruges, de tilberedes på samme måde som kikærter. Nogle bruger kikærter fra dåse, det har jeg ikke erfaring med så kan ikke sige hvordan resultatet bliver.
Gå til toppen


Tzatziki, ca. 8 pers.

  • 1 spand(1 kg) græsk yoghurt 10% (2% kan bruges) Tzatziki
  • 2 agurker, groft revet
  • 3-4 fed hvidløg, presset
  • Salt og peber

De groft revet agurker drysses med lidt salt og står ca. 10 min. og trækker. Imens røres yoghurt med hvidløg. Revet agurk knuges fri for væde og blandes i yoghurten. Smages til med salt og peber. Tzatzikien stilles på køl til den skal spises.

TIP! Tzatziki spises til stegt kød, fisk og kylling og passer godt som tilbehør til grill. Holder fint på køl i 2-3 dage. En anden version er med rødbede, hvor du skifter agurken ud med rå revet rødbede og ellers den samme fremgangsmåde. Prøv ligeledes at skifte agurk ud med snittet spidskål i en grovere version, det er også lækkert.

Gå til toppen


Balsamico rødløg, ca 4 pers

  • 4 store rødløg skåret i mindre både
  • 1 1/2 dl mørk balsamico eddike
  • 2 spsk. sukker
  • 1/2 tsk. salt

Eddike, sukker og salt koges op og løgene koges ved høj varme og uden låg i 5 min. Derefter skrues ned til svag varme og der lægges låg på. Løgene damper nu til de er møre i ca. 25 min eller til du synes de er møre nok. Nogle vi gerne have der er lidt “bid” i dem, det er en smagssag.

TIP! Disse løg passer rigtig godt til grill, fyld i burgere, pulled pork og andre stegeretter. De kan serveres lune og kolde.
Gå til toppen


Rabarber salsa 4 pers.

  • 1 stængel rabarber, fine tern
  • 1 chili, finthakket
  • 10 g ingefær, finthakket
  • 250 g tomater, tern
  • 2 spsk. rapsolie
  • Salt

Det hele blandes og smages til med salt. Trækker ca. 30 min på køl.

TIP! Salsaen kan serveres til grill, kød, fisk og kylling.

Gå til toppen


Ratatouille, 4 pers.

  • 1 squash, grove tern
  • 1 aubergine, grove tern
  • 1 peberfrugt, tern
  • 2 store tomater, både
  • 1 løg, både
  • 1 fed hvidløg, tern
  • salt, peber og rosmarin
  • 2 spsk. olivenolie

Alt svitses 5 min i olien på en pande. Når det har fået lidt farve kommes det i et ildfast fad og steges færdig i ovnen ved 180° i ca. 30min. Der røres lidt i grøntsagerne undervejs, så de ikke bliver sorte.

Tip! Bruges som tilbehør til stegeretter med kød, fisk eller kylling. Kan også bruges som selvstændig ret serveret med groft brød.

Gå til toppen


Kartoffel – og tomatgratin 1 pers.

  • 200 g kartofler, skiveskåret
  • 1 stor tomat, skiveskåret
  • 1 løg, skiveskåret
  • Olivenolie
  • Salt, peber og  tørret rosmarin

Et ovnfast fad smørres med olie og løg lægges i bunden af fadet. Tomater og kartofler lægges taglagt og på skift. (Først kartofler, så tomater, så kartofler osv). Dryppes med olie og drysses med krydderierne. Bages i ovn ved 180° i ca. 35 min eller til kartoflerne er møre.

Serveringsforslag: Jeg lavede dem til græsk farsbrød og det blev rigtig godt. Ellers til forskellige stegeretter med kød eller grill.

Gå til toppen


Broccolisalat m/sugar snaps og peanutdressing 2-3 pers. 

  • 1/2 broccoli, buketter
  • 150 sugar snaps (ærter hvor bælgen spises)
  • 1/2 rødløg, små tern
  • 1 spsk peanutbutter
  • 1 spsk olie (raps)
  • 1 tsk citronsaft
  • 3 spsk vand
  • evt. lidt salt

Start med at hælde kogende vand over sugar snapsene og derefter køles de ned.( Hvis de er meget store kan de skæres over til mere mundrette stykker) Broccoli, løg og de kolde sugar snaps blandes i en skål. I en anden skål blandes peanutbutter, olie, citronsaft og vand. Dressingen vendes i salaten og pyntes evt med hakkede nødder, peanuts eller pinjekerner.

Gå til toppen


Efterårs salat med grønkål 2-3 pers. 

  • Grønkål, skyllet og fintsnittet (vurder hvor meget i kan spise)
  • 1/2 granatæble, kernerne derfra. Du kan også bruge friske tranebær, havtorn, æbler eller pære
  • 20 g hakket hasselnøddekerner, gerne ristet af på en tør pande, så får de mere smag.
  • 1 spsk sirup eller honning
  • 200 g kartofler, skrællet og i små tern (kan udelades)
  • Olie til at vende kartoflerne i.

Start med at vende kartoffeltern i lidt olie, læg dem på et bageplade med bagepapir og drys med lidt salt. Kartoflerne bages ved 180° i ca 20 min eller til de er gyldne og bagt igennem. Rør rundt i dem undervejs.

Salaten blandes og dryppes med sirup og de afkølede kartoffeltern drysses oven på.

Serveres til alt slags kød, fisk eller fjerkræ. TIP! Dadler eller figner smager også godt blandet i salaten. Udelad evt sirup her og lav en olie/eddike dressing i stedet.

Gå til toppen


Kartoffelsalat 2 pers. 

  • 400 g kogte, kolde kartofler i tern, uden skræl
  • 150 g ylette
  • 40 mayonnaise
  • Et lille rødløg ca. 25 g, finthakket
  • Purløg efter smag
  • Salt og peber

Dressingen blandes og smages til med salt og peber. Kartoffeltern vendes i og salaten stilles på køl til den skal bruges. Kan med fordel laves nogle timer inden den skal spises, så får den mere smag.

Gå til toppen


Kartoffel- og svampegratin 2 pers. 

  • 400 g kartofler, skrællet og revet
  • 200 g champignon, skiveskåret
  • 100 g løg, små tern
  • 1 spsk. Frisk rosmarin eller timian (hvis tørret ca. 1 tsk.)
  • Salt og peber
  • 2-3 spsk creme fraiche 18%

Kartofler, champignon og løg svitses kort i lidt olie på en pande. Gratinmassen hældes over i en skål og vendes med creme fraiche og rosmarin/timian. Smages til med salt og peber. Massen hældes i et ildfast fad og bages ved 175° i ca 30 min. eller til kartoflerne er møre.

Gå til toppen


Rucolasalat med bagte gulerødder 2 pers. (Tilbehør) 

  • Rucola, skyllet grundigt. (Vurder hvor meget i kan spise)
  • 200 g bagte gulerødder, afkølet
  • 100 g feta
  • 25 g valnøddekerner, ristet på en pande og derefter hakket groft
  • 50 g rå quinoa (koges efter anvisning på posen og afkøles) Ris kan også bruges!

Det hele blandes og kan med fordel dryppes med lidt sirup, flydende honning eller olie/eddike dressing.

TIP! Salaten kan bruges som selvstændig vegetarisk ret (her kan mængderne i så fald forhøjes)

Gå til toppen


Couscous salat 2 pers. 

  • 2 dl couscous, kogt. Se vejledning på pakken
  • 1 bundt forårsløg, hakket
  • 1 peberfrugt, i tern
  • 2 skiver ananas, fra dåse eller frisk
  • 1/2 bundt persille, hakket

Alle ingredienserne blandes i den afkølede couscous og smages til med salt og peber. Serveres til kød, fisk eller fjerkræ.

TIP! Bulgur eller ris kan også bruges.

Gå til toppen

 


Mexicansk salat, 4 pers. 

  • 400 g hakket oksekød 3-7%
  • 1 brev tacomix
  • 1 iceberg, groft snittet
  • 5 tomater, skåret i tern
  • 2 avocado, skåret i tern (de må gerne være lidt hårde i det)
  • 1 ds. bønner (hvide, kidney eller brune)
  • 100 g revet ost
  • 1 ds. majs
  • 2-3 spsk. jalapenos, finthakket (eller efter smag)
  • 1/2 pose majs chips, let knuste

Kødet brunes af i en gryde og tilsættes tacomix efter vejledningen på posen. I mens kødet står og småsimrer laves salaten. Når salaten er blandet, vendes kødet i og til sidst tilsættes majs chipsene. Spises med det samme.

TIP! Lav ikke mere end i spiser, da salaten ikke egner sig til at gemme. Kikærter kan bruges istedet for bønner. Guacamole smager også godt til. Nøjes ifald med den ene avocado i salaten, hvis du serverer guacamole til. (Avocado er temmelig energirig) I stedet for oksekød, kan der bruges kyllingfilet skåret i mindre stykker.

Gå til toppen


Spidskålssalat med asparges og lime, 2 pers. 

  • 1/2 spidskål, fintsnittet
  • 1/2 bundt asparges, skoldet og snittet i mindre stykker
  • 100 g frosne edamame bønner, optøet
  • 100 g ærter, frosne (optøet) eller friske
  • Evt. 50 g blåbær
  • Dressing af saft fra 1 lime, 2 spsk rapsolie, lidt honning og salt/peber.

Salaten blandes og dressingen piskes sammen, smages til og vendes i salaten inde servering.

Gå til toppen


Butternut salat m/ feta. ca 2 pers. 

  • 1 butternut squash, skyllet og skåret i både
  • 100 g feta/salatost i tern
  • Frisk rosmarin, finthakket eller 1 tsk tørret.
  • Olie til bagning
  • 50 g rå quinoa, bulgur eller perlespelt
  • Salt og peber

Butternut vendes med olie, rosmarin, salt og peber. Bages i ovn ved 180° i ca 20 min eller til de er let brunet og møre. Quinoa, bulgur eller spelt tilberedes efter anvisningen på posen. Når alt er klart og afkølet lidt, blandes det hele med feta og anrettes.

Salaten kan spises både kold og lun. Server den som en selvstændig ret eller som tilbehør til kylling, fisk eller kød.

Gå til toppen

Share
%d bloggers like this: