Juleferie, det betyder tid til lidt mere her på siden. Oprydning af gamle opslag der ikke har den store interesse mere, dårlig billedekvalitet osv. Alt sammen noget der skal rydes op i, så der bliver plads til nyt.
I ferien forsøgte jeg mig med denne vegetariske ret der laves i samme gryde, deraf navnet one pot pasta. Ret så genialt og opvaskevenligt, når man som jeg ikke har en maskine til at gøre arbejdet. Super lækker og cremet pastaret med kikærter, som klart kan anbefales 🙂 Vi var to der spiste og en rest tilbage, så portionen passer til ca. tre personer.
Opskriften følger her:
- Olie til stegning
- 2 fed hvidløg, presset
- 1 løg, skåret i mindre stykker
- 200 g gulerødder, skåret i mønter
- 1 peberfrugt, skåret i mindre stykker
- 100 g champignon, halveret
- 100 g spidskål, groft snittet
- 1 dåse koncentreret tomatpure`
- 1 dåse hakkede tomater
- 1/2 l vand
- 200 g frossen spinat
- 200 g pasta, fuldkorn
- 100 g smøreost naturel, ex Philadelphia light
- 1 dåse kikærter, afdryppet
- salt, peber, chiliflager til at smage til med
- Parmesan til drys
- Evt. frisk basilikum
Varm en gryde op med olien og svits hvidløg og løg kort heri. Tilsæt gulerødder, peberfrugt, champignon og spidskål og steg et par minutter. Tilsæt nu pure`, hakkede tomater, vand, spinat og pasta. Rør godt rundt og få det hele til at koge op uden låg. Retten koger til pastaen er mør, ca 15 min. Når pastaen er færdigkogt tilsættes smøreost og kikærter, samt smages til med salt, peber og chili. Retten koges igennem til kikærterne er varme. Hold øje undervejs så det ikke brænder på. Server med revet parmesan og evt. et drys friskhakket basilikum.
Hvis der er andre grøntsager du foretrækker, så bytter du dem selvfølgelig bare ud. Det er helt op til dig, og hvad du lige har på lager. God fornøjelse!