Minestronesuppe!

Minestrone er en italiensk suppe der laves på grøntsager og ofte med pasta eller ris. Derudover bruges bacon eller chorizo pølse. Der findes mange forskellige varianter af suppen og stort set alle grøntsager kan bruges alt efter smag og behag. Suppen kan spises både varm og kold. Der kan evt. serveres lidt godt groft brød til. Ekstra bonus er du får rigtig mange grøntsager ind på denne måde, de er letoptagelige og giver god smag.

I min suppe er grundingredienserne hakkede tomater, gulerødder, hvidløg og løg. Og så bruger jeg ellers hvad der er i sæson og hvad jeg finder i mit køleskab 😉 Det samme med krydderier, der tager jeg hvad der er på hylden og smager til med.

Sådan kom min suppe til at se ud:

  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 løg i grove tern
  • 2 gulerødder skåret i mønter
  • 1 stor kartoffel, tern
  • 1 grøn peberfrugt, strimler
  • 1/2 lille knoldselleri, tern
  • 2 fed hvidløg, knust
  • 1 pk bacon i skiver
  • 1/2 til 1 hel l grøntsagsbouillon
  • Salt, peber, timian og rosmarin

Start med at svitse bacon af i den gryde du vil bruge til suppen, til det begynder at blive brunet. Derefter kommer du alle grøntsagerne i og svitser dem med i ca. 5 min under konstant omrøring. Her kan der tilsættes lidt olivenolie, hvis der ikke er nok fedtstof i fra baconen. Der skrues ned for varmen og bouillon tilsættes. Suppen småkoger nu indtil alle grøntsagerne er møre (der må gerne være lidt bid i dem) Til sidst smages til med krydderier. Hvis du vil have pasta i, koges den efter anvisningen på posen og tilsættes som det sidste!

Som i kan se på billedet er der ris i min, det var en rest fra mandag der fik nyt liv i suppen. Mængden passer til ca. 4 personer (hos mig til 2 personer i 2 dage)

Eksempler på andre grøntsager der kunne bruges: Bladselleri, porre, hvidkål/spidskål, squash, pastinak m.m

 

Share
%d bloggers like this: