Krydret afrikansk risret!

Ris, en masse krydderier, oksekød og det hele laves i en gryde. Bum så bliver det da vist ikke nemmere… Når først det hele er klargjort, så passer maden næsten sig selv 😉

Her er hvad du skal bruge til retten (2 personer):

  • 200 g hakket magert oksekød
  • 1 spsk olie
  • 2 dl ris
  • 1 løg, skåret i tern
  • 300 g rodfrugter ex pastinak, persillerod, gulerod, skåret i tern
  • 4 dl vand
  • 15 g frisk, revet ingefær
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 stk hel kanel (1 tsk stødt kan bruges i stedet)
  • 1 tsk revet citronskal, usprøjtet eller øko
  • lidt saft fra citronen
  • 30 g tørrede abrikoser, skåret i tern (rosiner kan også bruges, evt en blanding)
  • 1 håndfuld persille, hakket
  • salt og peber, evt et drys chiliflager eller cayenne

Og hvordan du gør:

Kødet brunes af i olien ca. 3-5 minutter. Tilsæt ris, løg, rodfrugter, vand, ingefær, kardemomme og kanel. Retten småsimrer nu i 20-25 min, se evt om der skal lidt mere vand i undervejs. Citronskal og abrikoser tilsættes og koger med i ca. 10 min til risene er møre. Retten smages til med salt, peber og citronsaft. Ved anretning drysses persillen over.

Alle ris kan bruges, men tilberedningstiden vil være forskellig, da brune ris kræver længere kogetid end hvide/parboiled.

 

Share
%d bloggers like this: