På en snevejrsdag!

Mens sneen drysser lige så stille ned, er der godt gang i køkkenet i sommerhuset. Jeg er kørt herned for at lukke huset af for vinteren og i samme omgang benyttede jeg det gode lysindfald til nogle billeder af dagens aftensmad.

Vi skal have pirogger med kylling og kål, en gammel opskrift fra da jeg var i gang med uddannelsen som ernæringsassistent.

Til dejen skal du bruge:

  • 20 g gær
  • 2 dl lunken vand
  • 2 spsk olie (oliven)
  • 1 tsk salt
  • 100 g fuldkornsmel (graham, hvede, rug)
  • Ca. 200 g hvidt mel (hvede, spelt)

Gæren udrøres i vandet. Olie, salt og fuldkornsmelet tilsættes. Til sidst tilsættes det hvide mel lidt efter lidt til dejen slipper og æltes igennem. Nu skal dejen hæve en time tildækket.

Til fyld skal du bruge:

  • 1 spsk olie
  • 2 spsk karry
  • 1 løg, skåret i tern
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 250 g hakket kyllingekød
  • 300 g sawoykål, snittet (anden type kål kan også bruges)
  • 180 g gulerødder, groft revet eller snittet
  • 1 tsk spidskommen
  • Smag til med salt og soya sauce
  • 1 æg eller olie til pensling

Svits karry i olien og tilsæt derefter løg og hvidløg. Rør rundt og tilsæt derefter kødet og brun det af. Grøntsagerne tilsættes og retten står nu og småsimrer under låg, til grøntsagerne er faldet sammen. Rør lidt i gryden undervejs. Der smages til med spidskommen, salt og soya.

Nu skal dejen rulles ud i runde plader. Jeg valgte at lave 4 pirogger af pæn størrelse, men du kan sagtens vælge at lave 6-8 mindre. De kan bruges til madpakken dagen efter og hvis der lidt fyld i overskud kan dette spises ved siden af, fryses ned eller spises dagen efter.

Dejen rulles ud og fyldet lægges på den ene halvdel, den anden halvdel foldes ind over og kanterne trykkes sammen med en gaffel. Piroggerne pensles med sammenpisket æg eller olie. De lægges på en bageplade og bages ved 200 grader i ca. 12-15 min alt efter størrelse. Brug en kødnål eller andet til at stikke i piroggerne. Hvis der hænger lidt dej ved skal de have lidt længere tid i ovnen.

Piroggerne kan serveres med en frisk salat til.

Share
%d bloggers like this: