Fastelavn er mit navn….

Boller vil jeg have 🙂 Godt nok har jeg ingen små børn, men en fastelavnsbolle kan jo også serveres til voksne og derfor har jeg indtaget køkkenet og fundet bagegrejet frem. For ikke nogle er i tvivl, vil jeg lige nævne at jeg ikke har gjort fastelavnsbollerne sunde på nogen måde. De er med smør, sukker og sigtet mel, men til gengæld smager de super godt, er helt klart besværet værd og hvis du ikke allerede nu er stået af, så kommer opskriften længere nede på siden 😉

Disse fastelavnsboller er lavet på spelt mel og jeg har valgt to forskellige slags fyld til dem. Den ene er med remonce, nødder og mørk chokolade og den anden er med hindbærskum. Antal 16 stk.

DEJ:

  • 400 g sigtet spelt mel (alm. hvedemel kan også bruges)
  • 150 g smør, skåret i mindre stykker
  • 50 g gær
  • 1 1/2 dl mælk
  • 2 æg
  • 1/2 tsk salt
  • 2 spsk. sukker
  • 1/2 tsk kardemomme (kan udelades)

Mel, salt, sukker og kardemomme kommes i en skål og smøret tilsættes. Lun mælken og udrør gæren heri. Mælkeblandingen kommes i melet og æggene tilsættes. Dejen æltes nu smidig og glat, tilsæt evt mere mel hvis dejen er for klistret. Jeg lavede min dej på maskine, men du kan sagtens lave den i hånden. Dejen hæver nu i 45 min.

REMONCE:

  • 100 g blødt smør.
  • 100 g sukker
  • 1 tsk. mandel aroma
  • 20 g nødder eller mandler, hakket
  • 20 g mørk chokolade 70%, hakket

Smør, sukker og mandel aroma blandes til ensartet masse. Nødder og chokolade tilsættes.

Dejen æltes igennem og deles i 16 stykker. De 10 stykker rulles eller trykkes ud til en flad firkant og der kommes en skefuld remonce på hver. Fold dejen godt sammen om fyldet, vigtigt da det ellers vil flyde ud af bollen! og sæt dem på en bageplade med sammenføjningen nederst. De resterende 6 stykker formes til boller og sættes ligeledes på bagepladen. Fastelavnsbollerne hæver 1 time.

Bages ved 200° i ca. 15 min. Når de er kølet af pyntes de efter eget ønske med glasur eller sigtet flormelis. Bollerne uden fyld flækkes og fyldes med hindbærskum, ellers bare flødeskum.

HINDBÆRSKUM:

  • 100 g frosne hindbær, kogt i 2 min og afkølet
  • 1 1/2 dl piskefløde, pisket til skum

Hindbær og fløde piskes til skum og fyldes i de kolde boller. Pyntes med glasur.

Share
%d bloggers like this: