Nogle dage er der brug for, at det skal være nemt og hurtigt, men stadig sundt og lækkert. Om mandagen træner jeg løb lige midt i spisetid, derfor tænker jeg netop retter ind som enten kan laves på forhånd eller passer sig selv i ovnen.
Denne mandag står den på en ret med kylling, kartofler og månedens grønt (fennikel) Når alt er klargjort, blandes det i et ildfast fad og sættes i ovnen. Jeg gjorde fadet klar inden jeg skulle løbetræne og stillede det på køl. Da jeg så kom hjem smed jeg fadet i ovnen. Mens maden hyggede sig derinde, gik jeg i bad og fik skiftet tøj. Og så var der serveret 😉
Til mandagens ret har jeg brugt følgende til 1 pers. :
- 1 stk kyllingebryst
- 1 fennikel, skyllet og renset godt, skåret i både
- 250 g kartofler, skåret i store tern/både
- 1 usprøjtet citron, skåret i skiver
- 1 spsk. olie
- Salt og peber
- 1/2 bundt dild eller persille, hakket
Kyllingebrystet lægges i et smurt fad. Fennikel og kartofler vendes med olien og kommes i fadet. Der krydres med salt og peber og til sidst lægges citronskiverne ned i fadet. Det hele sættes i ovnen ved 180° i ca. 25-30 min, eller til kyllingen er gennemstegt og kødsaften er klar når du stikker i den og kartoflerne møre. Ved servering drysses med den hakkede dild eller persille. Server gerne en salat til.