Kornsuppe!

Varm suppe på en våd og regnfuld dag, er lige hvad der er brug for. Denne her er i den rustikke del, med en masse efterårsgrøntsager og perlespelt.

I madplanen har jeg skrevet med brød til, men den kan sagtens spises uden, da der er korn og grove grøntsager i, som mætter fint.

Jeg havde noget perlespelt i skabet, så det røg i suppen. Andre forslag er perlebyg, knækket rug eller hele hvedekerner. Brug det du har hjemme eller gå på udkig efter gode tilbud i butikkerne. Tit har f.eks Netto gode spotvarer på hylderne.

Grøntsagerne kan også varieres, så du bruger dem du har hjemme eller du finder på tilbud. F.eks pastinak eller persillerod kan også bruges.

Til denne version har jeg brugt følgende ingredienser til 2 personer:

  • 100 g bladselleri eller knoldselleri, skåret i tern
  • 100 g gulerødder, skåret i skiver
  • 1 porre, skåret i skiver
  • 25 g soltørrede tomater, skåret i mindre stykker (kan udelades)
  • 1 spsk. olie
  • 100 g grønkål, skåret i strimler (andet kål kan også bruges)
  • 1/2 dl korn
  • 1 l grøntsags bouillon
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1/2 bundt persille, hakket
  • 2 tomater, skåret i tern
  • Salt, peber og citronsaft til at smage til med

Alle grøntsager skylles grundigt og evt. skrælles. Olien varmes op i en gryde og selleri, gulerødder, porre og soltørrede tomater svitses kort. Tilsæt kål, korn, hvidløg og bouillon og lad suppen simre ved svag varme under låg i ca. 25 min, til kornene er møre. Der kan være lidt forskel der, alt efter hvilke korn du bruger. Når det hele er mørt smages til med salt, peber og citronsaft. Ved servering toppes op med tomater i tern og hakket persille.

 

Share
%d bloggers like this: