Hash Browns!

En ret du ikke kommer uden om hvis du har besøgt USA og fået brunch eller morgenmadsbuffet. De kan laves på forskellige måder med og uden æg og mel.

Dem jeg har lavet er lavet kun på kartofler og krydderier og som tilbehør stegte tomater og spejlæg. Hos mig blev det dagens lidt sene morgenmad. Der kan serveres ristet brød til og nogle bruger ketchup. En omelet ville også passe godt ind i stedet for spejlæg.

Hvis du vil forsøge at lave disse hash browns er her hvordan jeg gjorde:

Til en pande brugte jeg 2 bagekartofler, lidt salt ca. 1/2 tsk. en knivspids cayennepeber og olie til stegning.

Start med at skrælle kartoflerne, hvis det er nye kan du lade skrællen sidde på og skrubbe dem godt for jord. Kartoflerne rives på den grove side af råkostjernet og kommes nu i en skål med koldt vand. Her ligger de i ca. 5 min og der røres lidt i dem undervejs. Kartoflerne kommes over i en sigte og skylles til vandet er klart (det uklare du kan se er stivelsen) Når vandet er klart, knuger du så meget væde ud af kartoflerne som du kan. Nogle bruger et rent viskestykke, jeg brugte bare hænderne. De tørre revet kartofler kommes nu i en skål og blandes med salt og peber.

Nu skal de på panden. Start med at komme lidt olie på panden og varm det op, nu kommer du hele kartoffelmassen på og breder den ud til et jævnt lag. Når den er godt brunet på undersiden deler du den i 4 dele og nu kan du vende dem uden de går for meget i stykker. Herefter steger de videre til de også er brune på den anden side.

Share
%d bloggers like this: